Den generende forskellighed!

Utallige undersøgelser viser igen og igen, bl.a. Togeby og Gaasholt i 1995, at ca. 80 – 85% af Danskerne ikke har kontakt – socialt eller arbejdsmæssigt – med Nydanskerne; de flygtninge og indvandrere der er kommet til Danmark i løbet af de sidste årtier.[i] Rent teoretisk og statistisk vil man kunne samle en gruppe af 100 Danskere til en diskussion om indvandrerpolitik, kvoter, flygtninge i FN, den danske folkeskole og hvorledes de nye og fremmede kulturer påvirker det danske samfund – og kun 15 – 20 af dem har en PERSONLIG erfaring at bygge deres argumentation op på. Hvad der gør dette billede mere skræmmende – eller i hvert fald tankevækkende!– er at de samme og andre undersøgelser viser en sammenhæng mellem kontakt og forståelse; de Danskere der har kontakt med Nydanskerne er dem der har de mest tolerante holdninger og er mindst ”fremmedfjendske”. Og hvad betyder det så? Det betyder at en MEGET stor del af den danske befolkning ikke har et personligt erfaringsgrundlag til at vurdere og tage stilling til et af de emner der har optaget den danske befolkning i de sidste par år, og derfor må ty til andre kilder for oplysning og information for dermed at kunne tage stilling til emnet.

Generende Foskellighed handler netop om denne problemstilling. Danskerne er altid blevet opfattet og har opfattet sig selv som et tolerant folk, vi giver en høj udviklingsbistand i forhold til mange andre lande, vi hjalp jøderne under 2. verdenskrig, vi er med i FN, de fredsvarende styrkeretc. Men i dagens Danmark møder vi i dag et dilemma, som ingen endnu har fundet en løsning på: Vi ER tolerante, men hvor går grænsen? Vi er pludselig kommet i tvivl om hvorvidt de nye og fremmede kulturer der har vundet indpas i Danmark er for det gode, og vi så helst at de bare ville overtage den danske kulturs normer og værdier, så vi alle kunne leve sammen i fred og fordragelighed.

DILEMMA! Vi Danskere tror på lighed og frihed, alle er lige for loven, ingen forskelsbehandling etc. Men samtidig har vi også det gamle ordsprog ”Lige børn leger bedst”, selvom der ikke er mange der vil indrømme det. Og når vi taler om at ”de fremmede kulturer vil underminere den danske kultur”, så taler vi ikke om det tyske juletræ, den amerikanske musik- og filmindustri, McDonalds, den irske pub, Levi’s og Benetton, ikke en gang de små kinesiske takeaways...Næh, vi taler om muslimerne, afrikanerne, dem fra Mellemøsten, som kommer fra en kultur der IKKE er lig den danske, og som ikke kan forenes med den danske...tror vi, mener vi! Når vi diskuterer problemer med kriminelle unge Nydanskere, snyd med bistandssystemet, asylansøgere der kommer for at leve på den danske stats bekostning, kulturdegradering, er der ingen der forestiller sig at ”det farlige” er blonde svenskere eller nordamerikanere, eller EU-borgeren fra et fattigere EU-land. Nej, den ”farlige” kultur er den der er så forskellig fra vores, at det ikke er muligt at forene de to i et lille land som Danmark, og den kultur er den mellemøstlige og/eller den afrikanske.

Men hvor får Dansken sin information fra? Den information på hvilken han/hun bygger sin argumentation og holdninger? Det er det spørgsmål som gruppen bag Den Generende Forskellighed har taget fat på, og svaret er ”MEDIERNE”.

Efter en introduktion til projektet og selve metodefremstillingen, går forfatterne lige til sagens kerne. Først gives en grundig analyse af hvorledes en lille historie i Jyllands-Posten om drengen Amin der ikke vil bade nøgen i skolen skaber et postyr uden lige i det danske land. Amin og hans badebukser giver anledning til diskussioner om renlighed, Islam, svømmehalsetik og kulturelle forskelligheder der ikke kan overvindes eller gåes på kompromis om. Den kampagne som ALLE danskere enten har læst, diskuteret eller i hvert fald hørt om er Ekstra Bladets kampagne ”De Fremmede” i 1997, hvor Ali og hans mange bistandsmidler blev kendt over hele landt som en slags maskot for kampagnen, hvilket også har givet den en selvfølgelig plads i denne bog. En anden af artiklerne handler om hvorledes medierne over en kortere periode udviklede en somalier-diskurs, der som dønninge i vandet skabte ringe ud til alle dele af det danske samfund og Danskernes mening om somalierne, på trods af at de færreste Danskere kender en somalier personligt!

I artiklen om somalierne sammenlignes Danskernes – og mediernes – holdning til de bosniske krigsflygtninge og de somaliske krigsflygtninge, og det er en meget tankevækkende sammenligning. Ingen danskere er i tvivl om at der var krig i Bosnien, eller i Kosovo hvor indsamlingen var endnu en ny rekord for den danske medfølelse. Men krigen i Somalia har der ikke været det store fokus på, og derfor stiller folk sig tvivlende overfor om der nu vitterlig er/var krig eller de bare kommer til Danmark som bekvemmelighedsflygtninge. Samtidig er bosnierne mere ”lig” Danskerne. Godt nok er mange af dem muslimer som somalierne, men de er fra Europa og de falder mere ind i gadebilledet. Kulturelt set er de mere ”lig” os end somaliske flygtninge fra det fjerne Afrika. Mange danskere har den holdning at selvfølgelig skal vi hjælpe folk i nød, men hvorfor vil en somalier flygte til Danmark, et ukendt og fremmed land i en fremmed og fjern verdensdel, i stedet for at flygte til et nærområde, hvor han vil føle sig mere ”hjemme”?

Artiklen om nyracisme giver en god, saglig og tiltrængt indsigt i de mange termer der anvendes i dag, og hvorfor de fleste danskere gør så meget ud af at pointere at de IKKE er racister. Da debatten startede i sin tid, blev det meget hurtigt stadfæstet at man kunne ikke tilhøre en mellemgruppe eller stå på sidelinien; enten er du racist eller fremmedfjendsk, eller også er du pladderhumanist eller har penge nok så du er ligeglad med resten af landet kollapser.

En anden af artiklerne behandler ligeså ikke medier, men et andet og meget essentielt problem; forældres fravalg af folkeskoler med ”for mange tosprogede”. Dette er et problem i hovedstaden, men også til en vis grad i byer som Odense og Århus, og andre byer med ”mange” tosprogede. Problemet er at det er ved at være en ond cirkel som bliver svær at bryde: Danskerne sender deres børn på privatskoler eller vælger en anden kommunal folkeskole end den de distriktmæssigt hører til, på grund af de tosprogede og så vil der, uanset hvad, blive en større og større procentdel af tosprogede i de andre skoler, medmindre de følger med, hvilket ikke er tilfældet i de fleste områder.

Den sidste artikel er en diskussion om hvorledes Danskerne opfatter kulturel forskel-lighed, og er en SUPER afrunding på bogen. Igennem hele bogen bliver det vist hvordan det ovenstående dilemma hele tiden ligger i baggrunden og simrer. Vi er ikke racister, vi er tolerante, vi tror på lighed og frihed...Men, alligevel så vi helst at ligheden er fuldstændig – at vi alle var ens! ”De” skal have ”lov til” at bevare deres kulturelle – og religiøse – særpræg, men det må ikke falde for meget i øjnene på Danskerne. At muslimerne går i moske er da helt i orden, så længe de gør det ubemærket, og at deres kvinder går med tørklæder er deres egen sag, men så må de også tage konsekvenserne af at de ”lyser op i gadebilledet”.

Alt i alt giver Den Generende Forskellighed en indsigt som længe har været ønskværdig i debatten om ”os og de andre”, og den er ikke kun baseret på artikler, læserbreve etc. fra de danske medier. Udover medierne har gruppen bag foretaget et halvt hundrede dybdegående interviews med Danskere om emnet, og bogen er godt krydret med citater fra disse interveiws gennem hele forløbet. Netop disse citater gør bogen mere levende og underbyggende end de mange andre undersøgelser, bøger og artikler der er skrevet om emnet de sidste mange år. Dansken kommer til orde, og ikke blot ved at sætte krydser i et skema eller en valgseddel, men med hans/hendes egne ord og meninger.

Den Generende Forskellighed indeholder syv artikler, hvor den ene er introduktionen til metode og fremstilling til projektet, tre om medier og ”os og de andre”, en artikel om nyracisme og andre anvendte termer, en om skolevalg og fravalg, og den sidste en omfattende og dybdegående analyse af Danskernes holdninger og forståelser af kultur, lighed og forskellighed. Alle artiklerne kan læses for sig eller som en helhed, hvor jeg klart vil anbefale helheden da alle artiklerne giver en indsigt og et overblik som de færreste er i besiddelse af. Bogen kan læses af ALLE, børn og unge, studerende, undervisere, ansatte, arbejdsløse og direktører...Og af enhver etnisk herkomst, der blot mestrer det danske sprog. Det bør understreges at det ikke kun er en lærebog, der kan anvendes i en undervisningssammenhæng – det er en bog der burde have ligget under juletræet sidste år til ethvert medlem af det danske samfund, der ønsker at interagere og forstå hvad der rør sig i det danske samfund, og det kan nås endnu i år.

Og hvem ved?
Måske vil nogen af de 80-85% Danskere der ikke har haft personlig kontakt med en Nydansker få lysten til at møde dem og dermed få den personlige indsigt i hvad der er af forskelle og ligheder mellem os. Og samtidig give Nydanskeren indsigt i den danske kultur gennem mødet, og dermed skabes det mest frugtbare grundlag for dialog –forståelse og kontakt.

Den Generende Forskellighed – Danske svar på den stigende multikulturalisme
Redigeret af Peter Hervik
Hans Reitzels Forlag, 1999, 274 sider.

[i] Jeg har bevidst valgt de to termer Danskere og Nydanskere ud fra min egen begrebsverden. Mange andre termer anvendes i flæng i debatten om dette specifikke emne, såsom etniske minoriteter, andengenerations- og mange andre generationers indvandrere og flygtninge samt ”fremmede”.

Forskel + Tolerance = DILEMMA