[Homepage] [Reviews] [Lesson plans] [Articles] [Links] [Conferences]

Dansk som fremmedsprog i Island
et historisk tilbageblik

Auður Hauksdóttir
Lektor i dansk på Islands Universitet

Der er en lang tradition for at undervise i dansk i Island. Det gælder såvel den obligatoriske almene undervisning som undervisningen i erhvervs- og gymnasieskolerne. Så længe der har været tale om en fælles obligatorisk fremmedsprogsundervisning i Island har dansk været første fremmedsprog i skolen. Ifølge en ny læseplan, som trådte i kraft i efteråret 1999, finder der nu en omprioritering af dansk og engelsk sted. Dansk er dog stadigvæk et obligatorisk fag fra grundskolens 7. klasse og det samlede antal undervisningstimer i dansk er fortsat det samme, blot koncentreret over kortere tid, nemlig 4 år i stedet for 5. Det danske sprogs status som et af hovedfagene i det islandske skolesystem må ses i lyset af det tidligere tilhørsforhold til Danmark og det kulturpolitiske standpunkt blandt islændingene at ville opbevare kontakten med Norden. I det følgende gøres der rede for danskfagets historiske baggrund og hvordan de tidligere forhold har sat præg på fagtraditionen i dansk. Først gøres der kort rede for de tidligere historiske forhold og derefter fokuseres der på danskfagets udvikling især i grundskolen.
 

I. DANSKFAGET I ET HISTORISK PERSPEKTIV

Danskundervisningen må ses i lyset af det danske sprogs tidligere status og funktion i Island, hvilket i høj grad hænger sammen med Islands tidligere tilknytning til Danmark. På grund af de to landes lange fælles historie har det danske sprog i tidens løb haft forskellige funktioner i det islandske  samfund og igennem tiderne har der været tale om skiftende holdninger blandt islændingene til det danske sprog og danskundervisningen.
Under enevælden havde det danske sprog en yderst fremtrædende stilling i det islandske samfund især blandt embedsstanden og på handelsstederne og indtil begyndelsen af forrige århundrede lader det til, at man stort set ikke har stillet sig kritisk over for denne situation. I forrige århundrede var der tale om flere faktorer som ændrede holdningerne til dansk og på grund af situationens kompleksitet var der ofte tale om modsatrettede holdninger. Igennem kontakten med Danmark blev islændingene kendt med tidens ideologiske og politiske strømninger. Det gjaldt såvel dønningerne af de politiske begivenheder i Europa i begyndelsen af for-rige århundrede som fx romantikkens ideologi og litteratur. Voksende national bevidsthed blandt islændingene betød, at man stillede sig kritisk over for det danske sprogs dominans og under selvstændighedskampen, som i høj grad blev ført af islandske studenter og embedsmænd i København, blev kravet om modersmålets stilling sat på spidsen. Man påpegede det fordærvede sprog der blev talt i Reykjavík og på handelsstederne, hvorimod det islandske sprog blev anset for at være bevaret rent og purt blandt folk på landet. Parallelt hermed var der tale om de første tendenser til byudvikling, hvilket forårsagede nye vaner og ny livsstil. Tekniske fremskridt krævede forøgede kvalifikationskrav. Når det gjaldt uddannelse og ny livsstil spillede dansk sprog og kultur en central rolle og i den spirende hovedstad, Reykjavík dannedes der en særlig grobund for dansk sprog og kultur. Under bydan-nelsen blev landets vigtigste embeder og institutioner centreret i Reykjavík, men landets centraladministration var i København. Dansk var de verdslige embedsmænds admini-strationssprog og kundskaber i dansk var i flere henseender nøgle til viden, magt, uddan-nelse og embedskarriere. De fleste købmænd var danske og det samme gjaldt mange højt-stående embedsmænd. De eksi-sterende klassemæssige forhold betød, at der var en vis prestige forbundet med beherskelsen af dansk. Desuden var det ikke ualmindeligt at danske håndværkere påtog sig arbejdsopgaver i Island. Kommunikationen med danskerne må hovedsagelig være foregået på dansk, hvilket forudsatte en vis færdighed i sproget. For de flestes vedkom-mende har tilegnelsen af talt dansk fundet sted i interaktion med det fremmede folk, men for embedsmændenes vedkommende også igennem formel undervisning til studentereksamen, ofte suppleret med en videre uddannelse i Danmark. I slutningen af forrige århundrede blev der etableret nye typer skoler, hvor dansk var et af hovedfagene. Kilderne viser også, at i sidste århundrede lærte mange islændinge sig dansk på eget initiativ. Det gjaldt især at læse på dansk. Således fremgår det af flere selv-biografier og erindringer, at læselystne folk på egen hånd lærte sig at læse dansk og at der dannedes en tradition for at læse dansk i forholdsvis brede kredse.

I 1918 opnåede Island suverænitet og i 1944 blev Island en republik. Til trods for løsrivelsen var islændingene handelsmæssigt, politisk og kulturelt tæt forbundet med Danmark. Mange historiske rødder kunne føres tilbage til Danmark, især til København og kulturmødet havde på mange måder påvirket islændingenes levemåde. Direkte kontakt med danskerne samt en lang tradition for at studere i Danmark havde knyttet mange personlige og faglige bånd, som stadig holdt og havde stimuleret til tekniske, sociale og uddannelsesmæssige fremskridt. Kontroverser under selvstæn-dighedskampen har dog sandsynligvis i en overgang haft holdningsmæssig betydning og sandsynligvis svækket motivationen for at lære dansk. Selvom der var tale om en kritik af modersmålets underordnede stilling overfor dansk fremgår det af flere kilder, at der var tale om en udpræget positiv holdning til at bevare forbindelsen med Danmark jf. fx følgende udtalelse af Jakob Benediktsson som i årene 1926-1946 boede i Danmark, hvor han bl.a. studerede klassisk litteratur på Københavns Universitet i årene 1926-1932:
 

Det gamle København er et skatkammer af minder fra Islands historie, minder på godt og ondt, opløftende og tragiske. I mine år i Islands gamle hovedstad blev jeg ikke blot fortrolig med disse minder, jeg mener også at have fået en bedre forståelse for forholdet mellem Danmark og Island, af forskelle og ligheder mellem dansk og islandsk kultur i fortid og nutid. Og trods alle forandringer i København siden i mine unge år er det eneste by udenfor Island hvor jeg stadig føler mig hjemme
(Jakob Benediktsson 1982: 252).

I takt med forøget selvstændighed blev dansk sprog og kultur stadig mindre indflydelsesrig i lokalsamfundet. Der var stadig færre danskere i Island og derfor var der kun undtagelsesvis behov for at tale dansk. Under anden verdenskrig blev Island besat af englænderne og senere amerikanerne. Besættelsen og efterkrigstidens prioritering af anglo-amerikansk kultur betød at engelsk fik en helt ny kommunikationsflade i Island og samtidigt var dansk stærkt på retur. Dette fik selvfølgelig konsekvenser for islændingenes beherskelse af dansk, især af talt dansk. Man lærte primært dansk i skolen og som regel var det først længe efter tilegnelsen i skolen, fx i forbindelse med en videre uddannelse eller rejser til Danmark at dansk blev brugt til mundtlig kommunikation. Da grammatik- og oversættelsesmetoden var dominerende i danskundervisningen blev talesproget negligeret. Til gengæld var det ret almindeligt, at islændinge traditionen tro var flittige læsere af danske ugeblade, klassikere og tidsskrifter og senere tegneserier, jf. fx Martin A Hansens iagttagelser under hans rejse i Island i begyndelsen af 50´erne:
 
Vi havde bemærket, at der i Byerne er et meget stort Salg af danske Ugeblade, mange købte 6-10 Blade ad Gangen, derimellem Ugeblade som vi ikke anede Eksistensen af. Men da man nævnte det som en betænkelig Eksport, svarede Skolefolkene, at vel var det sørgeligt nok at mange Islændere nu slap deres klassiske Litteratur for Ugeblade, men eet heldigt var der dog deri, for de nordiske, især den danske Ugebladslitteratur var ved helt at slaa den angelsaksiske ud og derved fik mange en Øvelse i at læse andre nordiske Folks Sprog, bedre end Mellemskolen var i stand til at give og de ansaa det for meget vigtigt at denne sproglige Forbindelse med Norden netop nu til det yderste blev udbygget
(Hansen 1954: 43).

Efter oprettelsen af Nordisk råd og med islændingenes deltagelse i nordisk samar-bejde fik kundskaber i dansk i forøget grad en ny funktionel betydning, dvs. som nøgle til det nordiske sprogfællesskab.
 

II. DANSK SOM FREMMEDSPROG

Som før nævnt var kundskaber i dansk af afgørende betydning for dem som ønskede at studere i Danmark og dansk spillede en central rolle i Reykjavíks lærde skole. Dansk var et af hovedfagene og mange af skolens lærebøger var på dansk. Omkring midten af forrige århundrede blev Den lærde skole flyttet fra Bessasta›ir til Reykjavík og samtidig med flytningen blev der udstedt en bekendtgørelse for den nye skole. I  den sammenhæng kan man konstatere ændringer, som indeholdt at dansk fik en status som fremmedsprog jf. følgende citat fra afsnittet om den islandske skole i Aarbogen for Kjöbenhavns Universitet 1846:
 
Dansk træder i samme Forhold til Undervisningen, som her det tyske Sprog..
(Selmer uden årstal).

I danskundervisningen på Den lærde skole brugte man  undervisningstraditionen i de klassiske sprog som forbillede. På grund af en tæt forbindelse til dansk modersmålstradition og disciplenes fremtidige stilling som akademiske borgere ved Københavns Universitet og senere som embedsmænd spillede dannelsesidealet en central rolle, hvilket betød at litteraturlæsning og sproglig korrekthed havde en yderst fremtræ-dende plads i danskundervisningen. Da nye skoler blev oprettet overtog man i flere henseender den fagtradi-tion som allerede var blevet etableret på Den lærde skole.
 Bydannelsen gav grundlaget for at drive skoler. På grund af den spredte bebyggelse havde undervisningen af børn som regel fundet sted i hjemmet under tilsyn af præsterne. Da de første børneskoler blev oprettet var dansk ofte blandt undervisningsfa-gene. Danskfaget spillede også en stor rolle i de nye typer skoler der blev etableret i slutningen af forrige århundrede, dvs. i realskoler, pigeskoler, landbrugsskoler og på Navigationsskolen. Foruden at være færdigheds- og dannelsesfag havde læsefærdighed på dansk en funktionel betydning i skolernes arbejde, da man ofte benyttede sig af lære- og fagbøger på dansk.

Dansk i den obligatoriske almenundervisning
Den første undervisningslov stammer fra 1907. Den fastsatte en undervisningspligt for børn i alderen 10-14 år. I loven blev dansk ikke anført som et obligatorisk fag. Da loven blev taget op til revision for anden gang i 1936 blev undervisningspligten forlænget, så den nu kom til at vare i 7 år fra 7 til 14 års alderen. Dansk fandtes endnu ikke blandt de obligatoriske fag, men indgik dog indirekte i lovens pgr. 5 jf.:

I børneskolerne må kun de børn undervises i udenlandske sprog, som er gode til at læse, skriver modersmålet næsten fejlfrit og er godt hjemme i analyse af islandsk.
Ifølge lovens pgr. 6 var det, såfremt undervisningsmyndighederne tillod det, hjemlet at undervise i flere end de i pgr. 5 nævnte fag. Der hersker ingen tvivl om at der med udenlandske sprog hentydes til dansk. For dette taler det danske sprogs stilling i samfundet. Flere skolerapporter fra den tid vidner også om, at dansk alle-rede fandtes blandt undervisningsfagene.
 Dansk indgik som et obligatorisk fag i en ny skolelov, som blev vedtaget i 1946. Ifølge den blev skolepligten forlænget til 8 år, som omfattede en seks-årig børneskole og en to-årig ungdomsskole. I loven om børneskoleniveauet hjemles undervisning i ét fremmed-sprog, såfremt eleverne er dygtige til modersmålet. I praksis drejede det sig om danskun-dervisning i én til to klasser ved de større skoler. På realskoleniveau var dansk obligato-risk på den boglige linje, hvad der ikke gjaldt den praktiske linje. Eleverne modtog dog som regel undervisning i dansk, blot i et mindre omfang. I 1948 udkom der et udkast til læseplaner for den obligatoriske undervisning herunder for faget dansk. Udkastet er et talende eksempel på grammatik- og oversættelsesmetoden, som var alt- domi-nerede i danskundervisningen på den tid, jf. rammerne for danskundervisningen i første klasse:
1. klasse.
“Kennslubók í dönsku” af Kristinn Ármannsson, ca. 150 sider, eller “Kennslubók í dönsku” af Ágúst Sigur›sson, hele hæfte 1, og ca 70 sider i hæfte 2. “Tavlestile” efter årsskiftet, og enkle grammatiske træk indlæres og opøves sideløbende med læsningen
(Drög a› námskrám fyrir barnaskóla og gagnfræ›askóla 1948: 26-27).

Inden for modersmålsundervisningen var lødigt og korrekt islandsk højt prioriteret forbundet med en gammel læsetradition. Grammatik- og oversættelsesmetodens sprog- og indlæringssyn passede som hånd i handske med modersmålsundervisningens prioriteringer. Dette sammen med mangel på kvalificerede lærere og på egnede undervisningsmaterialer gjorde grammatik- og oversættelsesmetoden særdeles levedygtig. Eksempelvis kan det nævnes at i tre årtier, dvs. i 40'erne, 50'erne og 60'erne, blev det samme centralt udarbejdede undervisningsmateriale baseret på grammatik- og over-sættelsesmetoden brugt i begynderundervisningen på samtlige skoler i landet.
I 1960 bekendtgjorde undervisningsministeriet ifølge loven af 1946 en ret udførlig central læseplan, som bl.a. gjaldt for danskfaget. Læseplanen indeholdt fire afsnit og adskilte sig radikalt fra udkastet fra 1948, bl.a. ved at signalere metodiske innovationer. Ifølge læseplanen var formålet med danskundervisningen at:
...give eleverne færdighed i at læse og forstå lette danske tekster, fortrinsvis fra dagligdagen, at opøve dem i korrekt udtale, at træne dem i at forstå talt dansk og gøre dem i stand til mundtligt og til en vis grad skriftligt, at udtrykke sig på enkelt dansk om hverdagsemner.
Til sammenligning med det førnævnte udkast stod der nu følgende om undervisningen i ungdomsskolens første klasse:
1. klasse.
Let dansk læsestof, ordforråd fra daglig tale. Der læggges stor vægt på god udtale. Mundtlige og skriftlige øvelser. Taleøvelser. Eleverne får mulighed for at lytte til god dansk udtale på lydbånd. Eleverne opøves mundtligt i at danne enkle sætninger som besvarelser af lette spørgsmål, som har til hensigt at de fra læsestoffet tilegner sig de mest almindelige ord og ordforbindelser. Oversættelse fra dansk til islandsk trænes. Hovedtrækkene i dansk grammatik indlæres ved hjælp af stiløvelser, hvor eleverne både mundtligt og skriftligt trænes i at oversætte enkelt islandsk til dansk. Der læses 75 sider (sammenhængende tekst).
 (Námsskrá fyrir nemendur á fræ›sluskyldualdri af 1960: 47).

Grammatik- og oversættelsesmetoden satte i høj grad præg på læseplanen, men det fremgår også af læseplanen, at den direkte metode var begyndt at gøre sig gældende. Dette  kommer til udtryk i vejledning til lærerne, hvor der blev lagt vægt på træning i fonetik og korrekt udtale, samt diktater, genfortællinger, omsættelsesøvelser, ind-holdsspørgsmål og ekstensiv læsning.

Reform af danskundervisningen i grundskolen
Radikale ændringer af danskundervisningen fandt sted i en ny grundskolelov af 1974. Grundskolen blev nu skildret som en ni-årig obligatorisk enhedsskole og en ny ordning for danskundervisningen indebar et tidligere indførelsestidspunkt. Ændringen må ses i lyset af den nationale og den internationale kontekst. De førende fagfolk pegede på ny viden inden for lingvistik og psykologi, som havde bidraget til nye undervisningsmetoder der egnede sig til undervisning af yngre elever. Blandt skoleinspektører og lærere var der en almen interesse for forøget fremmedsprogsundervisning (Um kannanir vegna málanáms og valgreina í grunnskóla 1979). Forsøgsundervisning i dansk i børneskolens øverste klasser teg-nede lovende og undersøgelser viste en positiv holdning til tidlig danskundervisning blandt forældrene. Almen vel-stand, ændrede sociale forhold og nye transportmuligheder betød at rejser var blevet mere almindelige end før. Forøget kontakt med Norden og stigende internationalisering i øvrigt samt ændrede sociale forhold kaldte på nye kvalifikationer, bl.a. kommunikationsfærdighed på fremmede sprog. I en betænk-ning, skrevet af det udvalg som skulle revidere danskundervisningen, blev fagtraditionen i dansk kritiseret og dens konsekvenser for islændingenes kommunikationsfærdighed jf.:

Der kan argumenteres, at den store vægt på oversættelser, som man har praktiseret i danskundervisningen, har ført til et særligt oversættelsesislandsk, som er et tvivl-somt indlæg i modersmålsundervisningen, og et særligt stiløvelsesdansk, som danskerne ikke så gerne vil kendes ved. Sandheden er nærmest den, at få islændinge kan tale dansk eller forstår talt dansk godt
(Endursko›un námsefnis og kennslu í dönsku 1971).


 Ved den nye grundskolelov blev der satset på nye elevgrupper, som havde andre indlæringsmål end de tidligere boglige klasser. I 1974 blev der udstedt en foreløbig læseplan i dansk, som i 1976 blev afløst af en central læseplan for fremmedsprog i grundskolen (A›alnámskrá grunnskóla. Erlend mál - danska og enska 1976). Ifølge læse-planen skulle dansk være første fremmedsprog fra 4. klasse og fortsætte som et obli-gatorisk fag på hvert af grundskolens efterfølgende klassetrin. De mundtlige færdigheder skulle vægtes mest i 4.-7. klasse, men læsefærdigheden efterhånden indtage en stadig mere fremtrædende plads. Skrivefærdigheden burde indtage en yderst tilbagetrukken plads. Læseplanen hvilede primært på den direkte metode og derfor lagde de førende fagfolk hovedvægt på, at undervisningen blev varetaget af lærere som beherskede dansk godt og som desuden besad de nødvendige didaktiske forudsætninger. Realiteten var dog en helt anden. Mange lærere på børneskoleniveau, hvor dansk ikke før havde været blandt de obligatoriske fag, blev nu pålagt at undervise i dansk uden at besidde de nødvendige kvalifikationer. For at råde bod herpå blev der arrangeret en række efteruddannelses-kurser og der blev udarbejdet nye lærematerialer og undervisningsvejledninger.
Meget tyder på at de planlagte innovationer ikke har haft den gennem-slagskraft som forventet (fx Rasmussen 1987) og at man i danskundervisningen ikke opnåede det tilsigtede udbytte. Her er der dog tale om komplice-rede forhold og langt fra entydige tendenser, jf. følgende citat fra Søndergaards sprogpædagogiske analyse

Visse af de dansktimer, som jeg overværede hos fagligt og pædagogisk dygtige dansklærere, var fuldt på højde med moderne fremmedsprogspædagogik andetsteds.
(Søndergaard1987: 12):

Danskfaget og den centrale læseplan af 1989
Danskfagets officielle rammer fastsættes ifølge grundskoleloven af 1974 i den centrale læseplan af 1989 (A›alnámskrá grunnskóla 1989). Ved en ny grundskolelov af 1991 blev skolepligten forlænget et år, så den nu kom til at vare i 10 år, dvs. fra 6- til 16-års alderen. Herefter hedder afgangsklassen 10. klasse, men svarer aldersmæssigt til 9. klasse i Danmark, da børnehaveklassen er obligatorisk. Læseplanen indeholder et fælles indledende afsnit for fremmedspro-gene, dvs dansk (norsk, svensk) og engelsk. Der fremhæves flg. forudsætninger for valg af fremmedsprogene:

... på den ene side at bevare forbindelsen med nationens rødder og nordisk kultur og på den anden side at bane vej for islændingene så at det kan føre til kontakt med så mange nationer som muligt
(A›alnámskrá grunnskóla 1989).

På baggrund af dette bør der undervises i dansk og engelsk, mens norsk og svensk skal præsenteres. I visse tilfælde hjemles undervisning i norsk eller svensk.
 I læseplanen foretages der ikke prioritering angående vægtning af de fire færdigheder, idet der lægges vægt på at de udgør en helhed og indøves i integration med hinanden. Ej heller er der tale om forskellig vægtning af færdigheder efter indlæringsniveauer. Det fælles afsnit indeholder forklaringer på hvordan de fire færdigheder kan indgå i under-visningen samt deres funktion i indlæringen. Den skildrede fremgangsmåde inkorporerer visse kommunikative aspekter både med hensyn til organisationsform og undervisnin-gens indhold. Træning i de fire færdigheder skal sætte eleverne i stand til at reagere i faktiske situationer. Par- og gruppearbejde er vigtigt for at aktivere den enkelte elev, her skal der lægges større vægt på flydende sprog end korrekthed. Lytteøvelserne bør både være varierede og aktiverende og så autentiske som muligt. I forbindelse med træning af læsefærdighed skal man være bevidst om læsningens hensigt og dens betydning for valg af læsestrategier. Lærerne frarådes at bruge oversættelser til islandsk, men opfordres i stedet til at anvende andre arbejdsformer for at kontrollere indholdsforståelse, fx ind-holdsspørgsmål eller referater. Vigtigheden af ekstensiv læsning fremhæves i de øverste klasser. Og eftersom et begrænset ordforråd ofte volder eleverne problemer når de skal udtrykke sig “er det bedste råd at læse meget”. Ved træning af skrivefærdighed bør der ikke stilles for store krav angående korrekthed. Skriftlige øvelser skal på den ene side have til hensigt at give forklaringer og indøve sprogets struktur og grammatik og på den anden side at træne skrivefærdighed.
 I et særskilt afsnit om danskundervisningen skildres fagets hovedformål, dvs. at eleverne:
  får indblik i de nordiske nationers kultur, samt det der opfattes som almindelig sæd  og skik.

Af læseplanens indhold, fx af nogle af de foreslåede arbejdsformer, fremgår der en indirekte normativ tone til fordel for visse kommunikative indlæringsmål. Hvis man går læseplanen nærmere efter i sømmene er den i høj grad tekstcentreret og inddrager fx ikke hvordan samtaleviden skal indgå i undervisningen. Således afgrænses hverken  situatio-ner eller de sprogfunktioner som er nødvendige for at kunne føre en samtale. Til gengæld anføres der en oversigt over emner, som anses for at være ønskværdige at beskæftige sig med, dvs. “de områder som bør indgå i undervisningsmaterialet, hvis sproget skal gavne eleverne. Oversigten danner en ramme som kan bruges til at definere, hvad der kan reg-nes for alment ordforråd”.
 I undervisningsministeriets vejledende timeplan af 13. april 1992 (Augl‡sing um fjölda kennslustunda í 1.-10. bekk grunnskóla og skiptingu ?eirra milli námsgreina 1992) skal undervisningen starte i den nuværende 6. klasse med 2 ugentlige timer. Timefordelingen iøvrigt skal være 2 timer i 7. klasse, 3 i 8. klasse, 3 i 9. klasse og 4 timer i 10. klasse

Kort om danskfagets aktuelle situation
I år træder en ny læseplan i kraft, men skolerne kan dog vælge om de udsætter dens ikrafttræden i op til højst to år. Den mest radikale ændring ved læseplanen for grundskolen er omprioriteringen af dansk og engelsk, dvs. at engelsk nu bliver første fremmedsprog i stedet for dansk og at undervisningen i dansk begynder et år senere end før, nemlig i 7. klasse (svarende til 6. klasse i Danmark) i stedet for 6. klasse. Undervisningsmetodisk lægges der op til en mere kommunikativ sprogindlæring end i læseplanen fra 1989, ikke mindst med opprioritering af processorienteret tilgang og kreativ brug af dansk. Desuden lægges der vægt på brug af elektroniske midler bl.a. for at fremme kommunikativ brug af målsproget. Antallet undervisningstimer er stadigvæk det samme, blot koncentreret over en kortere periode, nemlig 4 år i stedet for 5.
Afslutningsvis kan det nævnes, at dansk stadigvæk er et obligatorisk fag i gymnasieuddannelserne og de fleste erhvervsuddannelser.

Litteraturliste:
A›alsteinn Eiríksson (1974). Saga skólans. I: Gu›rún P. Helgadóttir et al. (red.) Kvennaskólinn í Reykjavík 1874-1974. Reykjavík: Almenna bókafélagi›.

Allwright, Dick & Kathleen M. Bailey (1991). Focus on the Language Classroom. An introduction to classroom research for language teachers. Cambridge: Cambridge University Press.

Au›ur Hauksdóttir (1990). Dansk som fremmedsprog i de islandske gymnasieskoler. Stofnun í erlendum tungmálum. Háskóli Íslands.

Au›ur Hauksdóttir (1998). Lærerens strategier - elevernes dansk.  Dansk som fremmedsprog i den islandske grundskole. Upubliceret Ph.d.-afhandling: Københavns Universitet.

Ásthildur Erlingsdóttir (1978). Tendenser i begynderundervisningen i dansk i Island i  de senere år. Upubliceret faglig-pædagogisk opgave, cand.pæd. studiet: Danmarks Lærerhøjskole.

Björn Thorssteinnson (1985). Island. Politikens Danmarks Historie. København: Politikens Forlag.

Börestam, Ulla (1984). Språkförståelse och språkreferenser i internordisk kommunika- tion på Island. (FUMS rapport nr. 120). Uppsala: Uppsala Universitet.

Chaudron, Craig (1988). Second Language Classrooms. Research on teaching and learning. Cambridge: Cambridge University Press.

Einar Arnalds (1993). St‡rimannaskólinn í Reykjavík í 100 ár. Reykjavík: Örn og Örlygur.

Ellis; Rod (1994). The Study of Second Language Acquisition. Oxford: Oxford University Press.

Gu›rún Kristín Erlingsdóttir (1991). ?áttur dönskukennslu í skyldunámi á Íslandi frá 1907-1974. Upubliceret B.ed. opgave: Kennaraháskóli Íslands.

Heimir ?orleifsson (red.) (1975). Saga Reykjavíkurskóla I. Reykjavík: Menningarsjó›ur.

Hör›ur Bergmann & Peter Søby Kristensen (1978). Grannspråksundervisning på Island. I: Våra grannspråk. København: Nordiska Ministerrådet. Sekretariatet för nordiskt kulturellt samarbet.

Jakob Benediktsson (1982). Kan Island bruge Danmark?  I Danmark før 1944. I: Fri›rika Geirsdóttir & Peter Søby Kristensen (red.) Hildur et kursus i dansk for voksne.
Reykjavík: Námsgagnastofnun.

Jakobsen, Karen Sonne (1989). Fremmedsprogsundervisning og institutionshistorie. I: Gabriele Kasper, & Johannes Wagner (red.). Grundbog i fremmedsprogspædagogik. København: Gyldendal.

Játvar›ur Jökul Júlíusson  (1986). Saga Torfa Bjarnasonar og Ólafsdalsskóla. Nem-endatal Ólafsdalsskóla 1880-1907. Reykjavík: Búna›arfélag Íslands.

Kasper, Gabriele & Johannes Wagner (red.) (1989). Grundbog i fremmedsprogs pædagogik. København: Gyldendal.

Kristinn E Andrésson. (1973). N‡ augu. Tímar Fjölnismanna. Reykjavík: Bókaútgáfan ?jó›saga.

Rasmussen, Peter (1987). Ledelsespraksis og undervisningsformer. En spørgeskema undersøgelse af danskundervisningens praksis på Island 1979. Reykjavík: Háskóli Íslands. Stofun í erlendum málum.

Søndergaard, Bent (1987). Indplaceringen af faget dansk i den islandske skoles curriculum. En sprogpædagogisk analyse. Reykjavík: [s.n.]

Tryggvi Gíslason (1981). Mö›ruvallaskólinn 1880-1902. I: Gísli Jónsson et. al. (red.) Saga Menntaskólans á Akureyri. Akureyri: Menntaskólinn á Akureyri.

Wagner, Johannes (1990). Innovation in Foreign Language Teaching. I: Robert Phillipson et al. (red.). Foreign/ Second Lanugage Pedagogy Research. Clevedon: Multilingual Matters.

Wagner, Johannes (1994). Moderne fremmedsprogsundervisning og den faglige tradition. I: Jette Eriksen-Benrós (red.). Rapport från seminariet: Att undervisa nordiskt i Finland. Vasa: Vasa Universitet.
 

Love, bekendtgørelser, centrale læseplaner m.m.

A›alnámskrá grunnskóla. Erlend mál - enska og danska (1976). Menntamálará›uneyti› skólarannsóknadeild.

A›alnámskrá grunnskóla (1989). Menntamálará›uneyti›.

Augl‡sing um fjölda kennslustunda í 1. - 10. bekk grunnskóla og skiptingu ?eirra milli námsgreina. (Vi›mi›unarstundaskrá). Menntamálará›uneyti› 13. apríl 1992.

Drög a› námsskrám fyrir barnaskóla og gagnfræ›askóla (1948). Prenta› sem handrit og útgefi› af fræ›slumálastjóranum.

Endursko›un námsefnis og kennslu í dönsku í barna- og gagnfræ›askólum. Nefndarálit (1971). Menntamálará›uneyti› skólarannsóknir.

Lög um fræ›slu barna af 23. júní 1936.

Námsskrá fyrir nemendur á fræ›sluskyldualdri. Menntamálará›uneyti› 1960.

  [Homepage] [Reviews] [Lesson plans] [Articles] [Links] [Conferences]