[Homepage] [Reviews] [Lesson plans] [Articles] [Links] [Conferences]

Engelsk-dansk ordbog på CD-ROM

version 1.1. Gyldendal/Munksgaards Forlag.

Pris:
kr. 1200,- for enkeltbruger, incl. moms.
kr. 3600,- for 5-bruger
kr. 2400,- for skolelicens

Som den fremstår nu, vil denne CD-ROM måske være mest brugbar for udlændinge, der er i gang med at lære dansk. Danskere, der vil lære engelsk, har nok mere brug for en dansk-engelsk ordbog, som kan indstalleres resident i Word. Men for udlændinge med et rimeligt kendskab til såvel engelsk som dansk, vil denne udgivelse absolut være nyttig.

Den elektroniske ordbog er baseret på Munksgaards engelsk-dansk ordbog fra 1996 samt the Concise Oxford Dictionary, men der er foretaget rettelser og tilføjet et større antal nye ord. CD-ROM'en indeholder 100.000 opslagsord og 50.000 eksempler, faste udtryk og vendinger, ligesom man kan høre 50.000 ord udtalt på britisk.

Ordbogen er integreret med Microsoft Word, og når man indstallerer CD-ROM'en, kan man samtidig indstallere et ordbogsikon i Word. Herefter kan man klikke på ordbogsikonet og så dobbeltklikke på oversættelsen til dansk, derefter "kopier". Så vil det engelske ord blive erstattet med den danske oversættelse.
Funktionen "Hjælp" giver on-line oplysninger om de forskellige funktioner, men hjælpefilerne kan også printes ud. Dette kan være nyttigt, for CD-ROM'en indeholder foruden selve ordbogsfunktionen en række andre faciliteter. Fra hovedskærmbilledet kan man således bevæge sig mellem en opslagsbog, et ordvindue og et artikelvindue. Man kan søge efter ord inde i en artikel, eller man kan bruge fritekstsøgningen til at lede efter ord i hele ordbogen. Ved hjælp af diverse jokertegn kan man f.eks. finde ord, der ender på -ion eller ord, der begynder med ph. Men man kan også søge mere avanceret efter ord, der indeholder bestemte bogstavskombinationer, ligesom man kan søge efter idiomatiske udtryk indeholdende bestemte ord. Hvis man tager noter, fremkommer der et noteikon, så man kan se, at der er lavet en note. Man kan kopiere ord eller tekster fra hele ordbogen til et hvilket som helst tekstbehandlingsprogram eller bruge klippebordet til at kopiere eller redigere tekster.

De talrige faciliteter og funktioner kan umiddelbart virke lidt overvældende på en almindelig bruger, så mange gør nok klogt i at konsultere deres datavejleder i starten for at få det fulde udbytte af denne meget omfattende ordbog. Til gengæld er CD-ROM'en teknisk meget solidt og omhyggeligt opbygget, så når man først finder ud af systemet, virker det godt.

Det vil være oplagt at lade anvendelsen af denne ordbog indgå i et IT-introduktionskursus for elever og bevidstgøre dem om, hvor mange oplysninger en ordbog faktisk kan give en. det kunne måske også få dem til at udnytte deres bog-ordbøgers faciliteter lidt mere systematisk. For mig at se er der ingen tvivl om, at en udgivelse som denne kan gå eleverne til at arbejde mere omhyggeligt med den sproglige korrekthed inden for faget.

Lis Kornum

  [Homepage] [Reviews] [Lesson plans] [Articles] [Links] [Conferences]